Da jeg første gang besøgte Zoologisk museum var med folkeskolen i 2 klasse det herrens år 1979 og siden da har jeg vel været der et par gange, senest for få dage siden.
Min begejstring som 9årig for udstoppede dyr og vhs-film der viser traner i dans samt grovkornede billeder i sort/hvid, tåler ingen sammenligning med min skuffelse som voksen over at se de samme sort/hvid billeder og snurrende vhs-bånd der fremvises på analog fjernsyn med gammeldags billedrør.
Da jeg som 9årig rørte moskusoksens pels i en lille montre og trykkede på nogle lysende knapper så dyrene i montren trådte frem, ville begejsringen ingen ende tage. Da jeg forleden rørte det samme stykke udstillet okseskind med hår, 33 år efter, forekom det mig en anelse frastødende. Hårene var fulstændig slidt og der levede uden tvivl levende organismer på skindstykket. Knapperne der gav lys i udstillingen og nok var det mest interaktive for børnene, var et museum værdigt, men nok nærmere teknisk museum i Helsingør.
Udstillingen af dyrene var mildest talt fantasiløse, da baggrunde og vægge var de eksisterende hvide vægplader og snorene der holdt dyrene var vel et par centimeter i omkreds.
Nu må læseren ikke få det indtryk at jeg er utilfreds med Zoologisk museum, nostalgi har også en berettigelse, men måske en smule skuffet over et zoologisk museum der ikke udvider beskuerens horisont inden for zoologi. Men indrømmet: det er utroligt hvad der kan laves i papamache. For retfærdighedens skyld skal det nævnes at de børn der besøgte Zoologisk museum den dag jeg var der, gav indtryk af at de hyggede sig og fandt det interessant med de af museet udleverede opgaver ( pudsigt nok de samme opgaver jeg rendte rundt med for mere end 30 år siden.)
Hvorom alting er fik jeg da nogle billeder der, efter min mening, viser museet fra sin bedste side. Enhver der har besøgt museet indenfor de sidste 40 år hvor det åbnede, vil sikkert genkende motiverne.
